Vi ønsker forbedring af ældreplejen
Klippekortordningen, som er populær hos mange her i Solrød Kommune, skal bevares. Forholdene for de ansatte i hjemmeplejen skal forbedres for at nedsætte sygefraværet og øge medarbejdertilfredsheden så mærkbart, at det afspejles i væsentlig bedre pleje og omsorg hos vores seniorer.
Borgere med behov for pleje i eget hjem oplever alt for ofte, at det er nye hjælpere/plejere, der dukker op. Det skaber dels utryghed, og dels bliver der brugt uforholdsvis meget tid på at introducere den nye til netop dette hjem.
Sygefraværet blandt kommunens plejepersonale er for højt
Det er skidt for både personale og borgere. Vi vil arbejde for, at der sættes aktiviteter i værk for at nedbringe sygefraværet. Vi vil arbejde for, at der bruges mindst mulig tid på kontroller. Vi vil ligeledes arbejde for, at planlægning af medarbejdernes arbejdsdag bliver realistisk, således at man ikke allerede er bagud med sine opgaver, inden dagen er begyndt.
Dette skal gøres ved, at der nedsættes et pilotprojekt, hvor medarbejderne bringes med ind i at planlægge deres egen arbejdsdag. Giver dette som forventet synlige forbedringer, skal det indføres for alle grupper.
Ledelsen skal klædes bedre på, og der skal tilføres de nødvendige ressourcer, så vi får genoprettet vores ældrepleje og kommer op i top 10 i Danmark på området.
Øgede indtægter skal øremærkes de ældre
En betydelig del af de indtægter, kommunen får ved øget tilgang af nye borgere som resultat af boligpolitikken, skal øremærkes til gennemførsel af ældrepolitikken.
Ældreplejen er derfor kort sagt en hjerteprioritet for Det Konservative Folkeparti. For os handler det om at sikre, at alle ældre kan få opfyldt deres individuelle behov – for vi er alle forskellige.
For os giver det ikke mening at tale om nedskæringer i vores ældrepleje. Vi mener derimod, at vores ældrepleje skal løftes endnu mere. Det kræver, at vi investerer mere i området og får ansat endnu mere sundheds- og plejepersonale. Det kæmper vi for.