Støt vores lokale virksomheder

Hvis vi vil have lokale butikker i morgen, så skal vi bruge dem i dag. Så enkelt kan det siges. Derfor arbejder vi på, at få folk til at handle lokalt, og vi prøver at sikre bedst mulige forhold for vores lokale erhvervsdrivende.

Som Solrød-borgere er vi så heldige, at vi både kan handle i Netto, Fakta, SuperBrugsen, Meny, Lidl, Aldi (håber ikke, at vi har glemt nogen) og en række små og dejlige specialbutikker. Der har været kritik af vores lokale erhvervsliv, og nogen har brokket sig over, at vi ikke havde muligheder nok – men det er altså noget, vi selv kan være med til at påvirke, hvis vi i stigende grad bakker op om de lokale butikker. Stigende handel giver flere muligheder på sigt – mens faldende handel naturligt nok betyder, at nogen må bukke under.

Vi kan ligeså godt udnytte, at vi også har dygtige, lokale erhvervsdrivende og støtte deres forretning og dermed deres engagement i området. At handle lokalt betyder jo egentlig bare, at man støtter det lokale erhvervsliv, der er så vigtigt for at holde et samfund i gang. Man lægger penge i deres forretning og støtter dermed deres eksistens i byen.

Derfor er det selvfølgelig også interessant at se på, om vi kan gøre betingelserne for de lokale erhvervsdrivende endnu bedre. Er det attraktivt nok at drive virksomhed i Solrød? Har man lyst til at åbne forretning og drive virksomhed i Solrød?

Måske bør vi tænke noget mere over, hvordan vi kan optimere forholdene for de erhvervsdrivende. Her tænker vi på regler, gebyrer, paragraffer og bureaukrati, der besværliggør livet som selvstændig i Solrød. Gode idéer må på bordet, så vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden.

Vi bør også sætte fokus på, hvordan vi kan få mere liv i det til tider lidt stille Solrød Center, og om vi kan skabe mere liv på Strandvejen med flere attraktive forretninger og spisesteder. Når vi trods alt er så heldige i Solrød at have en strandvej – så lad os da udnytte den optimalt!

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at man absolut skal leve hele sit liv i kommunen uden at komme over bygrænsen og hilse på naboerne i ny og næ. Det er ikke helt realistisk, og selvfølgelig er der ting, man ikke lige kan få, fordi vi jo trods alt bor i en lidt mindre kommune.

Vi skal dog huske på, at jo mere vi holder vores indkøb i nærområdet, desto mere styrker vi vores erhvervsliv og dermed vores egne lokale indkøbsmuligheder på sigt.