Vores natur er uvurderlig
Bugtende åer, smukke kyster og grønne skove. Karlstrup Kalkgrav, Trylleskoven, Staunings Ø og Havdrup Mose. Den danske natur er uvurderlig – og vi har faktisk det meste af det her i Solrød Kommune.
Fremtidige generationer fortjener også her i kommunen at leve i en naturlig balance, hvor frisk luft og rent vand i hanen er en selvfølge – og hvor man ikke har langt til naturoplevelser med familien.
Vores lille kommune er beriget med en unik natur, og den skal vi værne om. Men vi skal også prøve at se, om vi kan få særligt børn og unge til at bruge den endnu mere.
Vi skal bruge naturen mere
Vi kunne godt tænke os, at flere brugte naturen mere. Det er vores opfattelse, at borgerne i Solrød Kommune allerede i dag er gode til det, men det ville være godt på. flere niveauer, hvis vi blev endnu mere aktive brugere af naturen.
Det ville være godt for sundheden med mere motion og mere frisk luft. Det ville være godt for familierne, hvis generationerne i endnu højere grad kunne bindes sammen af oplevelser i naturen.
Det ville være sundt for særligt de yngre generationer, at de vænner sig til, at naturen er noget, man bruger og nyder – ikke mindst fordi det helt sikkert ville styrke deres kærlighed til den og dermed også gøre dem mere opmærksomme på, at vi skal passe endnu bedre på den i fremtiden.
Konkrete forslag om nye projekter
Derfor vil vi i den kommende valgperiode tage initiativ til, at vi får undersøgt mulighederne for at igangsætte flere projekter, der kan gøre det sjovt og interessant for folk på tværs af generationer af bruge og nyde naturen.
På Vestegnen har de eksempelvis De Seks Glemte Kæmper, som er kunstværker i træ, der er ‘gemt’ i forskellige naturområder på Vestegnen, og som børn og unge kan lede efter med deres familier. Sådan et projekt kunne være sjovt at have i Solrød Kommunes mange naturområder.
I Boserup Skov ved Roskilde har de Midgårdsormen, der som en rigtig orm snor sig gennem skoven, og som en 300 meter lang balance-sti bugter sig frem og tilbage langs en skovsti. Sådan en kunne vi også have i Solrød.
Begge disse forslag – eller andre lignende – skal selvfølgelig ske i allerhøjeste respekt for naturen, og hvis der skal laves noget, skal det være i naturens egne materialer og i respekt for dyrene. Men det kunne engagere flere til at bruge naturen, opleve naturen og lære om naturen.