Kommune- og lokalplaner er til for borgerne - ikke for kommunen


Det er i lokalplanerne, man kan orientere sig i, hvilke planer der er for den by, man bor i, og måske endnu vigtigere det område, man bor i. Man skal kunne stole på sin lokalplan.

Kommuneplanen skal have vide rammer og sigte efter, at Solrød, Havdrup og landsbyerne kan følge med tiden. Lokalplanerne skal være præcise og troværdige. Her skal man kunne læse, hvad der er muligt i det nære miljø, og der skal ikke kunne laves dispensationer i en lokalplan, hvis det er tydeligt, at dem, som bor inden for lokalplanen, ikke ønsker det.

Bedre inddragelse af borgerne
Når en kommune- eller lokalplan skal revideres, skal borgerne inddrages i form af oplysningsmateriale via kommunens kommunikationskanaler og gerne gennem flere samtidigt. Der skal være mulighed for, at borgerne kan komme med input til, hvilken retning de ønsker, at udviklingen skal gå, og hvad de anser for at være ”no go”.

På baggrund af borgernes input skal administrationen udfærdige et forslag, som skal i bred høring. Der skal ikke lægges elementer ind i et forslag, hvis ikke det er et ønske fra en borger i området. Hvis der er overvejende modstand mod et forslag, skal det ikke godkendes.