Konservativt ønske: Kom tilbage, Venstre og Socialdemokratiet!
Debatindlæg af Morten Scheelsbeck, konservativt byrådsmedlem i Solrød Kommune
I disse uger tager vi i byrådet hul på forhandlingerne om næste års budget. Fra konservativ side går vi – meget, meget kort forklaret – til forhandlingerne med særligt fokus på ældre, kultur/fritid og det lokale erhvervsliv. Men det skal vi nok brede yderligere ud i andre indlæg.
Her vil jeg i stedet bruge spaltepladsen på en konkret, indtrængende appel til Venstre og Socialdemokratiet om at pakke krigsretorikken og konfrontationslysten væk og i stedet finde tilbage i en pragmatisk og konstruktiv tilgang, der kan bidrage til, at vi kan genoptage et samarbejde bestående af alle byrådets partier og lister.
Kort sagt: Kom tilbage til fornuften og kom tilbage til arbejdet, Venstre og Socialdemokratiet!
Smitter regeringssamarbejdet af i Solrød?
Paradoksalt nok blev V og S de to største partier ved det seneste kommunalvalg her i Solrød Kommune i 2021, men lige nu ser det snarere ud til, at de to største partier også er de to mest overflødige partier. For sandheden er desværre, at i takt med at V os S er gået i regering sammen på Christiansborg, er V og S her i Solrød Kommune indgået i noget, der mest af alt minder om et kynisk og benhårdt oppositionssamarbejde i byrådet.
Særligt deprimerende er det at se, hvordan Venstre, der ellers i årtier har været et bærende og førende, borgerligt parti her i kommunen, har sat sig over i hjørnet med korslagte arme. Venstre er en skygge af sig selv, og de har desværre fået følgeskab i hjørnet af socialdemokraterne, og det betyder, at fronterne den seneste tid har været trukket unødvendigt hårdt op i byrådssalen.
Konservative byder velkommen
Som konservativ ønsker jeg selvfølgelig at samarbejde med Venstre. K og V er jo traditionelt to af de partier i dansk, politisk historie, der har ligget tættest på hinanden i både værdipolitik og praktisk politisk forstand. Og derudover er der socialdemokraterne, som i en vis forstand også altid har formået at arbejde pragmatisk og konstruktivt i Solrød Kommune, som er en af landets mest borgerlige kommuner, og hvor der derfor er meget langt til rødt flertal.
Jeg håber inderligt, at vi i de kommende budgetforhandlinger igen kan få V og S at se fra en konstruktiv side, for hvis det ender med, at de ikke vil være med i budgetaftalen, så kommer hele 2025 til at gå op i én lang valgkamp, og det gider vi trods alt ikke. Fra konservativ side kommer vi derfor til at byde V og S velkommen, og vi glæder os under alle omstændigheder til forhandlingerne.