Lokale konservative arbejder for fortsat fremgang

De lokale konservative i Solrød Kommune er gået frem ved de seneste to kommunalvalg, og nu satser de stort på endnu en omgang fremgang til det kommende valg til november.

Det var konklusionen på den netop overståede generalforsamling i den lokale konservative vælgerforening i Solrød torsdag aften. Bent Helvang blev genvalg som formand, Carsten Ring er ny næstformand, og det nye formandsteam vil arbejde aktivt for at sikre fortsat stor aktivitet, der skal sikre fremgang til november.

Flere nye medlemmer
”Vi har oplevet medlemsfremgang i år, og vi glæder os til at kunne invitere endnu flere lokale konservative til vores forskellige spændende arrangementer i årets løb,” udtaler det nye formandsteam i en fælles pressemeddelelse og fortsætter:

”Vi går et spændende år i møde, og vi skal tage fat på en masse vigtige debatter om, hvordan vi gør vores i forvejen dejlige kommune endnu bedre rustet til fremtiden. Det arbejde pågår selvfølgelig konstant, men til efteråret kulminerer det, når vi skal have vælgernes dom for vores arbejde, og det ser vi frem til.”

Byens mest aktive
De lokale konservative vil holde fast i deres slogan ”byens mest aktive”, og det skal både dække over aktivitet og politik, forklarer den genvalgte formand Bent Helvang:

”Vi vil fortsat være de mest aktive i debatten i lokalaviserne, og vi vil også holde fast i vores høje niveau med aktiviteter for både egne medlemmer men også generelt for interesserede borgere i kommunen. Vi vil sætte flere vigtige debatter i gang, og vi vil selvfølgelig forsøge at gøre vores indflydelse endnu større. Alt i alt er det et drønspændende år, som vi har taget fat på.”

Hans Nydam Buch trådte i øvrigt ud af bestyrelsen efter 30 års aktivt arbejde i både bestyrelse og byråd og fik både flotte ord og klapsalver med på vejen. Han lovede dog fortsat at være et aktivt medlem af foreningen.​