Konservative om nyt budget: Vi tager lokalt ansvar i Solrød Kommune
Der er netop indgået en bred budgetaftale for Solrød Kommunes økonomi fra 2021, og de lokale konservative er med i aftalen, som de kalder ansvarlig og fremadsynet.
”Borgerlige stemmer, der arbejder”
Den konservative gruppeformand, Hans Odder, er meget tilfreds med aftalen, og han mener, at det er et godt eksempel på det gamle, konservative slogan ’Borgerlige stemmer, der arbejder’:
”Det er et budget i balance, og vi holder os fra serviceforringelser. Vi opretholder endda serviceniveauet i takt med befolkningstilvæksten, og vi får derudover taget hul på nogle vigtige mærkesager, som har været afgørende for os konservative at få med i den endelige aftale: Igangsætning af Strandens Hus til glæde for alle, der vil benytte vores fælles strand, kunstgræs i Havdrup og opgradering af Pepes Bar (Havdrup Idrætscenter) som første skridt i planen om et medborgerhus i Havdrup,” siger Hans Odder og fortsætter:
”Ligeledes har det været vigtigt for os at prioritere en god udvikling på vores strand med en længere badebro til glæde for de mange vinterbadere – og selvfølgelig i en handicapvenlig udgave. Og en placering tæt ved det nye “Strandens Hus” var helt oplagt.”
Ændret overgang fra vuggestue/dagpleje til børnehave
En anden mærkesag, som de lokale konservative lægger vægt på i den nye budgetaftale, er en ændret overgang fra vuggestue eller dagpleje til børnehave. Det understreger det konservative byrådsmedlem Jan Færch, der sidder i kommunens familie- og uddannelsesudvalg:
”Det har været meget vigtigt for os konservative, at vi kommer i gang med en plan for at få overgangen mellem vuggestue/dagpleje og børnehave tilbage, til når barnet er fyldt tre år. Ifølge vores plan kan vi nu begynde at få det implementeret fra 2022, og i den periode, frem til at det igen bliver muligt, er det vigtigt for os, at overgangen bliver så tryg som mulig for både pædagoger, børn og forældre.”
Budgettet skal nu stemmes igennem i byrådssalen, og så træder ændringerne i kraft fra årsskiftet. De Radikale, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance valgte at stå uden for aftalen.