Konservative har større ambitioner på erhvervsområdet

Dansk Industri har netop offentliggjort deres årlige oversigt over alle landets kommuner målt på kommunernes erhvervsvenlighed. Desværre er Solrød Kommune røget seks pladser tilbage på årets liste, og vi er nu nede som den 46. bedste i landet.

Det kan vi gøre langt bedre, og vi har fra konservativ side langt større ambitioner på vores egne og på vores kommunes vegne. I en tid, hvor konkurrencen vokser mellem kommunerne, skal vi ikke dumpe ned – vi skal bevæge os frem.

Vi vil derfor arbejde for, at vi gør det kommunale arbejde med virksomhederne smidigere og hurtigere, da ingen private, der gerne vil starte eller udvide virksomhed her i byen, skal møde modstand. De skal have hjælp, da de sikrer vækst og arbejdspladser.

Vi kan se på den netop offentliggjorte, at Solrød Kommune er dumpet fra en plads som nummer 6 helt ned til nummer 69 under kategorien ’Information og dialog med kommunen’. Det skal vi tage alvorligt, og hvis vi vil være en vækstkommune (Og det vil vi, for det skal vi!), skal vi helt konkret allokere de nødvendige ressourcer fra kommunal side, så vores lokale erhvervsliv får den bedst mulige service fra offentlig side.

Hans Odder
Byrådsmedlem
Konservative i Solrød