Hvem støtter vi som ny borgmester?

Valgkampen er i allerhøjeste grad gået i gang, valgplakaterne er hængt op, og vi bliver nu næsten dagligt spurgt om, hvem vi støtter som borgmester. Det er selvfølgelig i udgangspunktet dejligt at være et ombejlet parti, hvis holdninger til borgmesterposten er interessante, men det er også en noget teoretisk og i virkeligheden ufrugtbar debat, der snarere lukker end åbner døre. Der er mere behov for samling end for yderligere splittelse i solrødsk lokalpolitik, og vi vil meget hellere tale politik og visioner end poster. Og mon ikke også vælgerne har det sådan?

Nå, men vi går selvfølgelig til valg med den klare ambition, at vores borgmesterkandidat Jan Færch skal være borgmester. Alt andet ville faktisk være mærkeligt. Så hvis vi kan samle de fornødne mandater bag Jan – og det virker faktisk realistisk, da vi har medvind og fremgang og en stil, der både kan samle og inddrage – så sætter vi os gerne på borgmesterkontoret.

Senest har Dagbladet i sin politiske analyse af valget i Solrød Kommune udnævnt konservative Jan Færch og Jonas Ring Madsen (fra Socialdemokratiet) som favoritter til at snuppe borgmesterposten, så vi er egentlig ret fortrøstningsfulde.

“Nå, men hvad så, hvis Jan Færch IKKE kan blive borgmester? Hvem støtter I så?” Det er ofte det næste spørgsmål, der stilles.

Til det må vi svare, at vi selvfølgelig lytter til borgerne. Og de seneste mange år har et stort antal af borgerne peget på Venstre og Niels Hörup, og hvis det sker igen, så ville det da være tudetosset, hvis vi satte os selv uden for indflydelse ved ikke også at gøre det. Vi er sat i verden for at forsøge at skaffe os og vores vælgere mest mulig indflydelse gennem de mulige alliancer. Vi er et borgerligt parti, og vi vil helst have kommunen borgerligt ledet, og det har vores vælgere en berettiget forventning om.

Ved seneste valg gik stort set alle andre end Venstre til valg på at vælte Niels Hörup, men da det kom til stykket, endte alle med at støtte ham. Alle fra Liberal Alliance til SF støttede genvalget.

Derudover giver det ikke rigtigt mening at sidde og vende tomlen op eller ned til samtlige kandidater til kommunalvalget. Vi vil meget hellere tale politik og indhold.

Indtil videre har både Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Havdruplisten meldt åbent ud, at de støtter Jan Færch som konservativ borgmester, der kan samarbejde bredt over midten, og det forfølger vi selvfølgelig, men vi kommer altså ikke til at deltage i den der ‘Slip af med Niels Hörup for enhver pris’-retorik, som nogen har kørende. Vi er et selvstændigt parti, og vi arbejder for at fremme vores egne interesser før at skade andres.

Ja, vi går til valg på at vælte Venstre af pinden og sikre en konservativ borgmester i stedet. Fordi vi mener, vi kan gøre det endnu bedre, og fordi vi mener, at Venstres egenrådighed, hvor de eksempelvis i denne valgperiode har sat sig på tre ud af tre udvalgsformandsposter, er blevet for meget. Det skal brydes og selvfølgelig helst med en konservativ i spidsen. Men uanset hvordan byrådet bliver sammensat efter valget, så kommer vi til at søge bredt og seriøst samarbejde.